Lige nu er forløbene for ungdomsuddannelserne godt i gang med virksomhedsbesøg og elevpræsentationer. Elever fra Fjerritslev Gymnasium præsenterede i sidste uge deres resultater for repræsentanter fra YouGo-projektet og virksomheden Eurofins, som de tidligere havde besøgt. Læs deres opdatering om forløbet her:

“Tidligere på ugen fremlagde biologiholdet fra 3a og 2a kemi de opgaver, de har arbejdet med i forbindelse med deres medvirken i projektet Youths Go Green.

Bag Youths Go Green står Aalborg Universitet, Aalborg Kommune med flere – og projektet går ud på at skabe praksisnære forløb i naturfagsundervisningen med bæredygtighed som omdrejningspunkt.

I projektet har eleverne arbejdet med PFAS som overskrift. Eleverne har selv valgt et fokusområde – fx er der blevet undersøgt, hvordan de svært nedbrydelige PFAS-stoffer indvirker på fertilitet og fosterudvikling samt PFAS’ påvirkning af immunsystemet. Nogle grupper kiggede desuden på, hvilke hverdagsprodukter PFAS findes i – og på, hvilke alternative stoffer, der kan benyttes i produkterne i stedet for PFAS.

Til at overvære og kommentere fremlæggelserne havde 2a og 3a besøg af Carla Kornelia Smink, som er geograf og lektor på Aalborg Universitet inden for bæredygtighed, innovation og politik. Herudover var kemiker Niklas Durhuus Vichairat og Cecilie Østergaard Yango Pedersen fra miljøanalysevirksomheden Eurofins i Aabybro også til stede.

Eurofins, som bl.a. arbejder med at analysere jord og vand for miljøskadelige stoffer, har været samarbejdspartner i projektet. For nogle uger siden var eleverne således på inspirationsbesøg hos virksomheden for at høre om deres arbejde med at teste for PFAS.

På virksomhedsbesøget fik vores elever samtidig at se eksempler på, hvilke typer af jobs der findes inden for det naturvidenskabelige område. De kunne eksempelvis møde Cecilie – som var med på gymnasiet for at se projektfremlæggelserne – der blev student på FG sidste sommer og i dag arbejder med jordanalyser hos Eurofins.”

Repræsentanter fra YouGo og Eurofins til elevfremlæggelser på Fjerritslev Gymnasium
Til at overvære elevernes fremlæggelser var kemiker Niklas Durhuus Vichairat og Cecilie Østergaard Yango Pedersen (FG-student fra 2022) fra Eurofins, Carla Kornelia Smink fra Aalborg Universitet samt Thøger Dige, som er biologi- og naturgeografilærer på gymnasiet.

 

Elevfremlæggelse
Elevfremlæggelse