I dag, i forbindelse med åbningen af Bæredygtighedsfestivalen, lød startskuddet for et nyt forløb, hvor 75 unge fra Aalborg Katedralskole skal arbejde med, hvordan nordjyske virksomheder kan blive mere bæredygtige. Forløbet skal give de unge faglig viden og indsigt i, hvordan man kan bidrage til at løse konkrete problemstillinger, som alt sammen hører under klima-agendaen. Eleverne får cases fra den virkelig verden og skal lave en løsning til de deltagende virksomheder.

 

Sikre fremtidig grøn arbejdskraft i Nordjylland

Bæredygtighed er omdrejningspunktet for casene, og det er noget, som eleverne føler giver mening: ”Bæredygtighed som tema er fedt, fordi jo mere fokus jo bedre. Man kan aldrig få for meget fokus på miljø, så jeg synes kun, at det er fedt, at det er den vinkel”, siger Karoline Bondgaard fra 2. g. naturgeografi. Og det er ikke kun bæredygtighed, der giver mening. Forløbet giver mulighed for en indsigt i virkelighedens verden, ifølge Karoline: ”Det gør undervisningen mere virkelig. Det, man bruger timer på, er rent faktisk også noget, der bliver brugt i til noget. Det giver mening, at man kan lave rigtige produkter og hjælpe en virksomhed.” Også Emma Wagner, som går i 3. G og har fysik højniveau har høje forventninger til forløbet: Jeg forventer at få mere viden om bæredygtighed, og det bliver spændende at arbejde med en virksomhed.”

 

Forløbet har nemlig også, udover at få bæredygtighed under huden, til hensigt at præsentere eleverne for mulige fremtidige arbejdspladser både i velkendte virksomheder, iværksættervirksomheder, offentlige og private.  ”De nordjyske virksomheder har brug for veluddannede unge, som ser en fremtid i Nordjylland – og Forsyningsvirksomhederne skulle gerne være synlig som et positivt valg, når unge ser sig om efter en arbejdsplads” udtaler Jesper Møller, Forsyningschef i Energidivisionen, Aalborg Forsyning.

Forløbet, som bygges ind som en del af undervisningen, trækker samfundsmæssige aspekter ind i undervisningen, mener lærerne: ”Vi vil gerne have bæredygtighed som et gennemgående tema på vores 2. HF i år dels fordi, at eleverne kan se, at de er en del af løsningen på samfundets udfordringer, og fordi bæredygtighed er stærkt motiverende” siger Rasmus Dalgaard, som er en af de lærere, som har meldt sin klasse til forløbet.

 

Aalborg Universitet som sparringspartner

Undervejs får de unge mulighed for at få faglige oplæg og sparring fra studerende på Aalborg Universitet med kompetencer i de pågældende fag. Det giver en kobling mellem uddannelser og kan igen inspirere de unge elever til en uddannelsesvej. Virksomhederne præsenteres for løsningerne d. 2. oktober, og arrangementet er en del af Videnskabsmødet, som er arrangeret af Aalborg Universitet og DR Viden.

 

Forløbet er første begivenhed i projektet Youths Go Green, som er støttet af Novo Nordisk Fonden, som over de kommende 3 år skal udvikle forløbene og ungdomsuddannelserne og de ældste elever i folkeskolen. Center for Grøn Omstilling i Aalborg Kommune er tovholder på projektet.

 

Virksomheder i forløbet

De deltagende virksomheder er Aalborg Forsyning, Energidivisionen, hvor eleverne skal arbejde med fremtidens energimix, og i hvordan man inddrager borgerne i løsninger. Iværksættervirksomheden Polisensio, som ønsker undersøgt hvordan kommuner, boligselskaber og forsikringsbranchen kan bruge data om luftforurening, Aalborg Vognmandsforretning vil gerne have bud på optimering af IT-udstyr i administrationen, og Himmerland Boligforening ønsker udviklet en skraldespand, som kan få de unge i ungdomsboliger til at sortere affald.

 

Kontaktoplysninger

Projektleder Lis Rom Andersen, Center for Grøn Omstilling, Aalborg Kommune, – lis.r.andersen@aalborg.dk – 25202314